Humlebivenlige planter du kan dyrke i din have
Ikke mange tænker over, at vi som haveejere hjælper til med at sikre et udbytte i både landbruget og frugt- og bærplantager. Store dele af vores fødevareproduktion er afhængig af bestøvning. Og her kan vi gøre en forskel for de trængte bier og humlebier.
Vores haver er sammen med byens mange grønne åndehuller, med til at skabe grønne korridorer for insekterne gennem asfalt og beton. Et lille insekt bevæger sig over store afstande, men med byernes vokseværk bliver det sværere for bier, humlebier, svirefluer…. at komme fra ét sted til et andet, og finde nektar og pollen til deres eksistens. I det store overblik giver de os mad på bordet.
Frugttræer og bærbuske skal bestøves

Inde i vores egne haver har alle æbler, pære, solbær, ribs, jordbær ja, alt hvad vi elsker at dyrke og spise fra haven, behov for en travl og hårdtarbejdende bestøver for at blomsten kan blive til en frugt eller et bær. Humlebien er speciel god for vores haver, da den kommer frem meget før de andre bestøvende insekter. Allerede når temperaturen stiger til 5 grader i det tidlige forår, går vores humlebi på vingerne og igang med at finde nektar. Bien venter derimod til temperaturen er omkring 15 grader, og på det tidspunkt er de fleste af vores frugttræer færdige med blomstringen.
Her er 6 gode afløsere for forårets overflod af nektargivende træer og buske:
Har vi både frugttræer og bær i haven er der masser af nektar og pollen i foråret. Især hvis vi også har mange løgplanter som krokus, påskeliljer eller scillaer. Men pludselig er festen ovre, og så må vi hjælpe med erstatninger som kan give insekterne næring resten af sæsonen.
Det er heldigvis ikke nogen svær opgave, da nogle af humlebiens favoritplanter også er på vores liste over favoritter til staudebedet. Og det er ikke kun humlebier vi gør glade. Det er også sommerfugle, bier og svirefluer.
Det vigtigste er at humlebien kan komme ind til pollenen, og det kan de i de enkelte og dobbelte blomster, altså ikke de fyldte blomster.

Storrodet Storkenæb, Geranium macrorrhizum

Kæmpe-skælhoved, Cephalaria gigantea

Stjerneklokke, Campanula poscharskyana

Langbladet ærenspris, Veronica longifolia

Stjerneskærm, Astrantia major

Jakobstige, Polemonium caeruleum
Men det er ikke kun ovenstående forslag du kan plante, nej, næsten alle stauder inden for samme art er gode insektplanter. Her er der noget til bunden, midten og højden i bedet.
Husk også at tænke på fingerbøl, digitalis som er en 2-årig plante. Første år er den kun er en lille grøn plante som næste år skyder en lang blomsterstængel op. Men lader du dem så sig selv i haven, vil der kontinuerligt være 1 og 2-årige planter på vej, og altså blomster hvert år. Humlebierne elsker dem – og det gør vi også.
Andre gode insektstauder
Vi kan gøre vores bedste til at forlænge blomstrings sæsonen til gavn for både os og insekterne. Her er en liste over flere insektvenlige stauder og krydderurter:
Akeleje, Aquilegia
Asters, Aster – næsten alle sorter
Ridderspore, Delphinium
Silkepæon, Paeonia lactiflora
Lungeurt, Pulmonaria
Sommerfuglebusk, Buddleja davidii
Timian, Thymus
Oregano, Oreganum
Mynte, Mentha