September-sysler
Regn, regn og atter regn. Og så ér der faktisk nogle fine solskinstimer
imellem bygerne. Men aldrig nok til at det føles tiltrækkende at gå igang med
at kravle rundt mellem våde buske som trænger til udtynding, eller at luge
ukrudt og blive fyldt med mudder op til albuerne. Men når man så
er derude, så er det jo ikke så slemt endda.
Det er bare lige det der med at få tøjet på og komme igang.
I det hele taget er september en oprydningsmåned for mig. Det er nu vi bliver færdige med at male al træværket, begynder at vaske og rydde potter og krukker væk som ikke skal bruges mere, og afgrøderne i bedene i køkkenhaven begynder at blive erstattet med grøngødning efterhånden som det meste er blevet spist.
Lad os glemme denne sommer, og håbe på nogle dejlige efterårsdage hvor vi kan sidde udenfor på en lun plads med en kop kaffe.
Det er tid til at se tilbage på året i haven. Vi er godt igang med første efterårsmåned, og inden det hele går i glemmebogen, er det en god idé at sætte sig ned og skrive et par linjer om året i haven. Hvad gik godt, hvad var ikke helt så stor en succes, og har du måske gået og tænkt på at lave noget om til næste år. Jeg har en notesbog hvor jeg hvert år groft tegner køkkenhavens bede op, og så noterer hvad der er i hvert bed. Det er både praktisk i forhold til sædskifte, men også hyggeligt at kigge tilbage på. Samtidig skriver jeg par et sider om hvordan det er gået med nye planter og hvad jeg vil flytte rundt i haven. Fx var mine såede Frøkenhat, Zinnia en stor succes. Dem skal jeg helt klart også have næste år. Jeg har til gengæld ikke fundet den bedste løsning til min kål endnu. Der var ingen orm på grund af nettet – hvilket er en succes – men jeg kunne heller ikke selv komme ind til kålen.
Vi skal også se fremad. Det er nu vi skal til at planlægge næste år, og det er altid spændende. Så på trods af, at den sommer der aldrig kom er slut, kan vi ryste det hele af os og begynde at planlæge næste år. Vi skal ud og kigge på nye forårsløg – både i butikker og på nettet. I næste måned skal vi starte med at lægge dem i jorden, og så kan vi jo lige så godt tænke på, om der måske er bede der skal omlægges eller planter der skal flyttes.
Der er nok at gå igang med:-)
Køkkenhaven
Du kan stadig høste i køkkenhaven på denne tid af året. Har du salat, majs, kål, porre og gulerødder eller andre “rødder” er der mad at hente. Der er meget lidt pasning på dette tidspunkt, og hvis du tør, kan du tage nettet af kålen og rydde op i ukrudt og kålplanter som ikke er til at spise længere. Måske trænger nogle af stokkene til opbinding nu hvor nettet ikke længere giver støtte. Er din køkkenhave tom allerede, skal du måske overveje at udvide til næste år med grøntsager som er aktuelle her i september/oktober. Det er godt at overveje, hvis du er ked af at købe grøntsager som du ikke er helt sikker på er sprøjtet.

Nu er det tid til at klippe aspargestoppe ned. De har stået med deres lette løv hele sommeren og er ved at blive gule i farverne. Når du har klippet dem ned så fjern ukrudt i bedet. Men lad være med at grave i bedet. Du kan skade rødderne.
Da asparges er en strandplante vi har ført ind i vores haver, kan de godt lide en sandet jord.
Det har de færreste, men du kan gøre noget godt for planten alligevel. Strøg en gang kalk ud og gå så en god tur til stranden og saml tang sammen. Gerne blæretang – som du lægger på hele bedet. Det både beskytter gennem vinteren og tilføre næring og lidt salt.
Til foråret giver du jorden en cm kompost. Så får du glade asparges.
Er dit jordbærbed mere end 3 år, så er det tid til at skifte sted og plante nye stiklinger ud. Gør bedet klar ved at løsne jorden og bland lidt kompost i. Måske har du allerede stiklinger klar fra dine gamle planter, men ellers kan du købe dem på plantecentrene – eller bytte dig til nogle fra venner og bekendte. Det er en rigtig god årstid lige nu. Tager du egne stiklinger, så undgå de planter der producere mange. Den egenskab vil du helst ikke avle på. Men brug istedet stiklinger fra de planter der kun sætter 2 eller 3 stk. Det er vigtigt, at der er kommet små rødder på de stiklinger som du flytter til dit nye bed. Sæt dem lidt dybt så der er et par cm jord op om rod og blade. Vand og vent på nye bær til næste år.
De gamle jordbærplanter er bedst at smide ud med haveaffaldet til genbrugspladsen. Der kommer altid svampesygdomme i planterne, så lad os få dem ud af haven i stedet for smide dem på komposten. Bare for en sikkerheds skyld.

Hindbærbedet er endelig ved at give bær. Her i haven har vi efter flere forsøg med sommerhindbær, valgt kun at have efterårshindbær. Så slipper vi for orm. De står i en cirkel midt i græsset, hvor halvdelen er de røde “Automn Bliss” og den anden halvdel, de endnu bedre gule “Fallgold”. Det er selvfølgelig min mening, men de er pokkers gode. Bare ikke i år. Regnen og den manglende sol og varme har betydet, at de ikke når at modne.
Når de er plantet på denne måde, hvor de adskilles med en gang med et tykt lag flis på, er det havens letteste afgrøde at passe. Evt. rodskud klippes ned af plæneklipperen, og stænglerne holder næsten sig selv oppe. En enkelt snor omkring kan holde på de grene der er tunge af bær.
Når vi har spist de sidst bær, får de lov til at stå til foråret, hvor de klippes helt ned og tyndes ud. En god gang kompost spredes ud på bedet slut september eller oktober. I foråret får de en gang granuleret hønsegødning. Det er det!
I drivhuset er der stadig tomater og lidt agurker. Men nu er det slut med at vande. De fleste blade er klippet af, kun et par i toppen er tilbage. Planten har ikke længere brug for vand, nu kan vi kun håbe på lidt sol som kan modne de sidste tomater.
Peberfrugt, melon og basilikum er klar til at blive fjernet. Om lidt tømmes det hele. Drivhuset får en omgang med støvsugeren, træværket indendørs får en gang olie og ellers lades det være i fred til foråret.

Mens vi langsomt tømmer drivhuset, kan pladsen bruges til de planter der begynder at få det lidt koldt derude. Det drejer sig fx om rosmarintræet, citrusplanter og figen. De kan flyttet ind i drivhuset indtil den færdige vinteropbevaring er på plads. Det samme gælder pelargonier. De kan stadig nå at give flotte blomster, men uden for ser de jævnt triste ud lige nu med al den regn og blæst vi får.
Flyt dem ind i drivhuset og se hvordan de kommer sig igen.
Prydhaven

Hvad har vi i haven der blomstre lige nu? Selv om vi er startet på efteråret er det ikke slut med blomster i haven. Det skal bare planlægges. Og lige nu er det en rigtig god årstid til at plante og flytte rundt.
Er du i tvivl om hvad du kan plante i din have, så gå en tur rundt i dit kvarter og se hvad andre har. Tag på planteskole eller på nettet og find nye ting til din have.
Især bede der ligger tæt på huset skal gerne være spændende at se på hele året. Her for enden af vores terrasse har der været blomster lige siden februar
Lige nu blomstre Sommerfuglebusk (Buddleja), Sankthansurt (Hylotelephium), Asters (Aster) og rosen Scepter´d isle. Forskellige typer storkenæb, græsser og buske som blomstrede tidligere, fungere som diskret fyld. I mit næste indlæg vil jeg beskrive gode planter i efteråret.
I haven kan vi også småt starte på oprydningen når der er en tørvejrsperiode. Men nogle steder er det en god idé at slække lidt på standarden. Det er især mellem flisesprækker og på grusgange, hvor vi har lagt mærke til at planter som lavendel eller fx violfrøstjerne sår sig selv. Det er en fantastisk nem måde at få nye planter på.
Græskanterne har godt af at blive klippet eller skåret. Hvis du gør det nu vil de stå flot gennem vinteren. Måske vokser de stadig lidt, men så er det nemt at klippe dem igen når først faconen er der. Det giver haven et helt nyt og frisk pust næsten uanset hvordan bedene ser ud.
Træværket er på trods af den våde sommer, godt tørt de fleste steder. Det er en god tid til at få det malet lige nu. Måske synes du ikke det har så meget med havearbejde at gøre, men faktisk er det med til at skabe stemningen alt efter hvilke farver du vælger. Vi havde fx lyseblå vinduer og døre på skuret samt hele rosenstativet, men nu hvor farven er koksgrå er stemningen helt anderledes hyggelig.



Buske skal tyndes ud og det er en god årstid til det lige nu. Klip ca 1/3 af buskens grene af så langt nede som du kan komme til. Tag gerne de længste grene og dem der fylder i bredden. Nu er der plads til at busken kan forynge sig selv. Drejer det sig om buske med flotte vinterfarver på grenene som fx hvid kornel, Cornus alba, som får røde stængler på de nye skud, så opnår du det kun ved at tynde ud.
Du skal heller ikke være bange for at “løfte” enkelte syrener, tjørn, taks, tuja eller andre flerstammede små buske og træer. Ved at fjerne de nederste smågrene og blade kan de blive helt skulpturelle, og måske gøre et tungt område i haven mere let. Har du en kompostkværn kan du flise grenene med det samme. Ved at dække jorden slipper du for ukrudt.


Sommerblomsterne i krukkerne kan ikke rigtig mere. Det er tid til at skifte planterne ud. Det er bedst at vælge de krukker der kan tåle at stå ude hele året. Hvis vinteren igen bliver lun, kan dine krukker stå fra nu og langt hen på vinteren – ja, måske helt til foråret uden at du behøver at skifte indholdet.
Når du udskifter planterne så fjern halvdelen af jorden og fyld op med nyt inden du planter. Vand godt og stil gerne flere sammen, især hvor du kan se dem inde fra huset. Nu skal vi indrette os efter hvor vi opholder os mest, og det er desværre inden døre. Men vi kan stadig glæde os over krukkerne, hvis vi placere dem strategisk efter vores udkig fra køkken og stue. Husk også at sætte nogle ved indgangensdøren eller havelågen. Så føler man sig velkommen.

Så september er måneden hvor vi rydder op i bede og krukker – tag også gerne skuret med – og sætter os ned på en lun solskinsplet og skriver vores tanker og idéer ned. Det er også den måned hvor vi starter på at tænke fremad, at planlægge næste års forårsblomstring og måske overvejer nye buske, træer eller stauder. Ja, måske et helt nyt bed. Det er i det hele taget en spændende måned.
PS:
Synes du det er helt uoverskueligt hvordan du kommer igang, så ring til mig efter hjælp, du kan finde mine priser og tlf.nr under Produkter og Kontakt.
Som noget nyt kan du tilmelde din mail og få besked hver gang jeg skriver på min blog. Øverst til højre her på siden, kan du registrere dig og du får med det samme en mail, hvor du skal bekræfte at det er din mail. Du kan til hver en tid afmelde nyhedsbreve og mail om nye blogopslag.
